DAGBOG SØNDAG: Redaktionen fik lov til at være med på side-linien på denne januar tur til Alanya. Som forventet gik starten rigtig godt da vi i højt humør mødtes i Billund Lufthavn utilbørligt iklædt mundbind og bevæbnet med en rejseflaske håndsprit. Den halvtomme lufthavn minder mest om en søvnig nat og ikke en travl eftermiddag med rejselystne gæster. Også mellem flyene på landingsbanen var der langt mellem snapsene. Vores fly afgik klokken 17,45 og de obligatoriske godt 2 timers ventetid i lufthavnen blev klogelig tilbragt i Billunds aldeles skønne lounge. Et slaraffenland, hvor alverdens drikkevarer – lige fra the til stærk spiritus – og lidt godt til ganen helt frit kan fortæres og i de mængder man nu syntes er passende før en sådan rejse.Og tiden går rigtig hurtigt i godt selskab, så pludselig sad vi så i flyet og afventede startsignalet. Vejrudsigten var lidt regnfuld, men også med udsigt til kuling og storm i løbet af aftenen og natten. Som bekendt kom denne storm så også, men vi var heldige at stikke af før den ankom. Flyveturen var yderst behagelig og uden den store turbulens. På trods af vores 2 timer i lufthavnens lounge, indfandt den lille tørst sig ca midtvejs og vi bestilte beskedne 2 cola Zero og en danskvand. 9 euro lød taxametret på og vi lod 2 stk 5 euro skifte hænder. Den unge venlige steward kiggede underligt på vore euro og efterfølgende proklamerede han at disse sedler ikke duede i Tyrkiet. Han havde læst at de var printet i 2002 og så var de altså for gamle og dermed ubrugelige. Tænk at være fra 2002 og så være både gammel og ubrugelig. Ikke just noget nogen af os før havde været ude for, men den unge mand holdt stædig på sin finans vurdering og så måtte vi svinge et kreditkort i stedet. Vi fik derefter en længere diskussion med hverandre og en anden passagerer om hvorvidt det nu også kunne passe, og vi blev så enige om at prøve systemet lidt af. Ved landingstid kom en sød ung kvindelig kollega rund med en stor plastiksæk for at indsamle affald og her smed vi så en af de formastelige 5 euro sedler i sækken, hvilket omgående fik den reaktion at dette måtte da vist være en fejl. Nej, meddelte vi – det er ikke nogen fejl, sedlen er jo ugyldig og for gammel og kan derfor ikke bruges i Tyrkiet. Hun havde øjensynligt en helt anden vurdering og bad os nøje om at genoverveje vores forehavende, hvilket vi hårdnakket nægtede. Hun gik stor-undrende videre og mon ikke der blandt personalet både blev diskuteret samt dykket i sækken i de tilstødende gemakker. I hvert fald fik vi os et billigt grin og god underholdning for den nette sum af 37 kr. – cirka hvad en cola Zero koster. Vi havde en del flere af den selvsamme årgang 5 euroer og de blev flittigt brugt hos Burger King i lufthavnen i Antalya uden problemer. Ankomst ca midnat og efter en 2 timers køretur kunne vi trygt ramme hovedpuden i Alanya og afvente den nye dags komme.

DAGBOG MANDAG: Mandag morgen – altså ca klokken 10 – skinnede den skønne sol over Alanya og med den unikke udsigt over Borgen kunne dagen ikke begynde ret meget bedre. Nogen af skulle i banken og flytte lidt rundt mellem valutaerne så vi også kunne begå os med lokale penge. Igen overrasker sydens systemer os forkælede danskere. Udenfor banken var der en længere kø af maskeklædte godtfolk der afventede at kunne blive lukket ind. Der er åbenbart en kvote for hvor mange der måtte være i banken ad gangen. Men den der venter på noget godt, kommer også til fadet på et eller anet tidspunkt. Endelig blev det vores tur og her gik så en sikkerhedsprocedure i gang. Først skulle vi fremvise vores Hess kode som er et slags indrejsedokument og så skulle vores kropstemperatur lige tjekkes for feber og endelig skulle vacinepasset også frem i lyset. Herefter var der så adgang til banken og den kø derinde som ventede på at blive betjent. Bevæbnet med eurosedler – årgang ukendt – måtte vi atter engang undre os. Vi kunne godt få vekslet vore euro formedes et voksent indhug på kursen, men udover det skulle vi så også betale en skat til Tyrkiet for at ændre fra én valuta til en anden. Nu er journalister jo sådan indrettet at vi spørger om stort set alting, men her kom vi lidt til kort. Forklaring var bare at det var en skat der skulle opkræves og så basta. Bankdamen var i snakkehjørnet og ville hjertens gerne uddybe Tyrkiets økonomi for os på trods af den forholdsvise store kø der var dannet bag os. Vi ville gerne vide hvorfor den tyrkiske lira faldt og faldt og åbenbart ikke kunne finde en rolig bund. Her fik vi at vide at det var slet ikke sådan fat. Det var altså den der Dollar og de der Euro der faktisk steg og faldt og derfor havde den indflydelse på den tyrkiske lira. Det er ikke helt den økonomilærdom vi har tilegnet os og spurgte så derfor videre om det så også hang sammen med en inflation på 50% …? Det mente bankdamen ikke havde så meget at gøre med hinanden, men kunne i øvrigt ikke give nogen forklaring på det fænomen udover at det ville blive meget bedre om nogle måneder.Efter en lille times tid var vi igen på gaden og kunne nyde den store tyrkiske gæstfrihed på de små cafeer og spisesteder overalt i byen. En dejlig dag der blev afsluttet på behørig vis i et autentisk tyrkisk spisehus – Kasikari – med masser af små retter af alskens tyrkiske specialiteter.

DAGBOG TIRSDAG:En overskyet og regnfuld dag. 10 til 12 grader og med en sjælden nattefrost på en enkelt minusgrad. Vi havde tilladt os at lade søvnen herske til klokken godt formiddag og efter et godt morgenbad blev vi enige om at indtage frokosten hos Burger King. Burger King ligner hinanden over hele verden – eneste forskel er stort set valuta og sprog. Her blev der bestil store menuer og vi kunne ikke andet end undre os over hvordan det kan lade sig gøre rent prismæssigt. For 36 lira – dagens kurs 16,20 kr. – kunne vi fortære en menu der i Danmark koster det meste af 100 kr. Ja, ja – vi ved godt det ikke er stor kolonarisk kunst, men 16,20 kr og vi blev mætte.Vi havde lovet at hjælpe en god ven med at flytte noget bohave fra en solgt lejlighed til et nyt sted længere op ad bjerget. Der var blevet hyret en noget miserabel ladvogn med tilhørende fritliggende presenning samt 2 mænd og vi skulle mødes med dem på åstedet. Vores ven var forhindret i at komme og derfor var vores opgave at guide disse flyttefolk det rigtige sted hen ved at køre foran dem til bestemmelsesstedet. De var næsten færdige med at læsse den gamle bil da vi ankom. Stedet var under en udvendig renovation og det betød at de 2 flyttemænd skulle forcere en bunke byggeaffald for at komme fra lejligheden og hen til lastbilen. Nok ikke noget nogen flyttefirmaer fra Danmark ville lade sig byde, men her virkede det ikke som noget der kunne ødelægge en god dag for flyttemændene. Regnen silede ned og hver gang der kom nye flyttekasser på vognen blev de nøje dækket af presenningen så intet blev vådt og ødelagt. Vi kørte foran på den 25 km lange tur som undervejs bød på en mindre optankning af den gamle lastbil. Da vi endelig nåede frem efter nogle særdeles stejle bjergveje af grus, begyndte aflæsningen i samme tempo og efter samme system som pålæsningen. Endelig var de færdige hvor vi lidt for afslappede danskere kun havde været passive tilskuere og vores sidste opgave var at honorere hele aktionen for vores ven. Regningen gav os det næste store chok på vores tur i Tyrkiet. 600 lira lød betalingen på – 270,00 kr – hvilket spå også udløste nogle fyrstlige drikkepenge ovenpå. De 2 flyttemænd var glade og takkede os varmt for derefter sætte sig i bilen for at køre hjem. Uheldigt nok ville den gamle lastbil så ikke rigtig starte mere den dag. Den ene af mændene gik over på højre side under ladet og anbragte et særdeles kraftigt spark og efter en gentagelse af den scene et par gange hostede bilen atter i gang. Med et stort grin sagde han ordet ”kaput” og så var de på vej hjem igen. Tyrkiet overrasker hver gang. Denne ellers så regnfulde dag afsluttede vi så på restaurant Silvia i Mahmutlar, hvilket vi varmt kan anbefale at prøve. Vi vil senere bringe en anmeldelse ag stedet.Som de fleste nok allerede har bemærket, har vi denne gang ikke med et eneste ord nævnt Corona og det er helt bevist for en gangs skyld. Nu er det så onsdag morgen og derfor kommer der ikke flere blade i denne dagbog. Næste uge bringer vi så resten af redaktionens oplevelser.